Lytter du til din hest?

Lytter du til din hest?

4. juni 2019 Af Fie Schou

I en verden hvor vi kan kontakte en dyrlæge, eller en alternativ behandler til at hjælpe os med at forstå hvad der rør sig i hesten, glemmer man  ind i mellem at bruge sin egen sunde fornuft. Gør al den hjælp mon, at vi bliver bedre til at forstå vores hest, eller overlader vi det mere til alle andre, og bliver helt hjælpeløse i deres fravær?

Den bedste ridelærer jeg har haft, var ham der instruerede mig således, at jeg kunne ride videre uden hans vejledning indtil næste gang vi skulle ses. Der var stadig ting fra forrige gang vi skulle kigge på, men jeg kunne mærke at vi rykkede os sammen, og frem for alt sørgede han for at jeg forstod, hvordan hesten føltes under mig når jeg gjorde det rigtigt, og at DET aldrig føltes som en kamp.

 

Jeg har for ganske nyligt været på et anderledes uddannelsesforløb, på en godkendt certificeret uddannelse fra USA/Canada, hvor hesten indgår aktivt, og den skal bare være hest. Alene introduktionen til forløbet, var en kæmpe øjenåbner for mig, og jeg har været omkring heste, siden jeg var 4 år.

 

Jeg har ikke skænket det en tanke.

 

“Hesten er et byttedyr, så derfor er dens første prioritet ALTID at føle sig SIKKER/tryg (Safe, var det ord de brugte. Det dækker bedre). Når den reagerer på menneskets stimulus, er det derfor ikke fordi den er fræk, dum, stædig m.m. Det er fordi den ikke føler sig sikker.

 

Det er muligt at jeg har tænkt over at hesten reagerer instinktivt, men aldrig har jeg, helt lavpraktisk, overvejet at det primært handler om at være tryg. Også jeg, har givet en hest, en smæk i rumpetten, eller et hårdt spark i siden, hvis den var bange og ikke ville gå frem. Men er det den rigtige respons, hvis hesten er utryg?

 

Hestene kan, efter min mening, vælge att gå to veje, med en sådan behandling. Enten svarer de igen, og situationen eskalerer, eller også bliver den til sidst helt slukket, fordi den konstant bliver bedt om at gå imod sine fundamentale instinkter. De heste kan blive farlige, fordi de ikke længere ved, hvordan de skal være heste. Så det bliver bare en kamp for overlevelse. Derfor ville det være godt, at alle de professionelle, herunder både instruktører og div. behandlere formidlede deres viden, således at vi der har daglig omgang med heste, lærer at forstå dens signaler, uden at skulle bede om hjælp hver gang. At vi selv lærer at forstå hvad hesten siger, og derfor gør os bedre i stand til, at løse de problemer der opstår i hverdagen.

 

Lytter du til din hest, og forstår du hvad den siger?

 

fb-share-icon